Faciliteter

Horsens Køretekniske Anlæg A/S er et af landets mest veludstyrede køretekniske anlæg. Med glatbakke og baner som er godkendt til busser og lastbiler er anlægget Jyllands sydligst beliggende af sin slags.

Vores manøvrebaner og det køretekniske baneanlæg bruges til køreundervisning såvel som events, præsentationer m.fl.

Glatbakken er den seneste tilføjelse til vores omfattende baneanlæg. Her gennemfører mange chauffører efteruddannelseskurser i avanceret køreteknik i busser og lastbiler. Bakken bruges også til almindelige kursister.

Samtidig med glatbakken opførtes ligeledes en motorcykelbane. Banen er permanent og har en god, lang tilkørselsbane til bremse- og undvigemanøvrer. Motorcykelbanen bruges til den obligatoriske MC-prøve samt til MC-kurser og arrangementer.

Indendørs findes også en række faciliteter til kursister og kørelærere. Flere kørelærere benytter vores lokaler til teoriundervisningen, ligesom teoriprøverne bliver afviklet i huset. Når tiden er kommet til den store test – køreprøven – er det på parkeringspladsen foran bygningen, at samtlige køreprøver i Horsens har udgangspunkt.