Privat kursus
Det er først i nyere tid blevet et krav, at man skal gennemføre lektioner på køreteknisk anlæg for at kunne bestå køreprøven. Derfor kører mange billister rundt på vejene uden at have modtaget egentlig undervisning i at håndtere deres bil. De seneste vintre har budt på ugevis med tilsneede veje og utallige uheld, som kunne have været undgået med den fornødne undervisning og erfaring.
På et køreteknisk kursus ved Horsens Køretekniske Anlæg kommer du hjem med friske erfaringer og en viden som kan redde dit og andres liv.
Dagen starter i teorilokalet, hvor dagens øvelser bliver gennemgået og der er rig mulighed for at stille spørgsmål til instruktøren.
Hvordan foretager man den bedst mulige katastrofeopbremsning? I situationen kan panikken hurtigt sprede sig, og så er det godt at være forberedt. Den klassiske bremse-undvige-manøvre er mindst lige så vigtig at kunne når naboens dreng spæner ud på gaden efter sin bold…
Alle manøvrer gennemkøres flere gange på både tør og glat vej, med og uden ABS-systemet slået til.
Forhjuls- og baghjulsudskridninger er ikke noget, du har lyst til at støde på ude i trafikken. Og det har de modkørende billister slet ikke. Derfor er det med at høre efter, inden du bliver sendt ud i det glatte sving. Her køres forskellige svingradier, hvor der er rig mulighed for at udforske bilens opførsel under de anderledes omstændigheder.
Som afslutning kommer du forbi glatbakken, hvor du lærer at bremse ned ad bakke. Du kan også lære hvordan man sætter igang på glat underlag op ad bakken.
Og husk nu: Det er ikke farligt at gennemføre et køreteknisk kursus på Horsens Køretekniske Anlæg A/S – men det kan være farligt ikke at gøre det!